Børnevenlige kartoffel-blomkålsdeller

Børnevenlige kartoffel-blomkålsdeller

De her kartoffel-blomkålsdeller er bare så lækre og børnevenlige. De smager ret meget af blomkålsgratin, så hvis du er fan af det, vil du elske de her skønne, bløde veggiedeller.

Det er ikke en ti-minutters ret, da man både skal koge kartofler og blomkål, lave selve dellefarsen og så stege dellerne. Jeg laver sjældent sådan en ret fra bunden i hverdagen. Men har jeg kogte kartofler fra dagen før, så er de nemme at smække sammen, for der er få ingredienser – og dellerne hygger sig på panden, mens du laver tilbehøret .

Børnevenlige kartoffel-blomkålsdeller (ca. 25 stk):
700 g kogte kartofler (helst kolde!)
350 g blomkål
1/2 porre
1/2 dl rasp
1 æg 
Muskatnød, salt og peber
Olivenolie til stegning

Sådan gør du:
Mos de kolde kartofler sammen med den kogte blomkål. Finhak en porre og rør sammen med kartoffel-blomkålsfarsen. Tilføj æg og rasp, og krydr med salt, peber og lidt muskatnød. Form små deller med en spiseske, og steg dem i olivenolie på en varm pande. 

Tip: Vegetardeller smager skønt sammen med en god salat. Prøv fx grønkålssalat med pærer og brombær eller grillet hjertesalat med grønne asparges. Eller hvis du vil give den gas med proteiner, så vælg grøn bønnesalat med hvidløg.

Grøn bønnesalat med hvidløg

Grøn bønnesalat med hvidløg

I grøn bønnesalat med hvidløg bruger jeg to slags bønner: haricot vert (grønne bønner) og edamamebønner. De to slags bønner har forskellig tekstur, og det gør salaten spændende at sætte tænderne i. De grønne bønner er seje, og edamamebønnerne er sprøde, og de fungerer rigtig godt sammen, når først de bliver vendt i smør på en varm pande.

Denne alternative grønne salat har mange fordele: 1) Den er super nem at lave, 2) Den er sund og har et højt proteinindhold, 3) Ingredienserne opbevares i fryseren, så den kan laves når som helst – og ikke bare, når du har et salathoved i grøntsagsskuffen, der skal bruges.

Grøn bønnesalat med hvidløg fungerer godt til næsten alt. Men jeg kan specielt godt lide til den kartoffelmos eller som tilbehør til grøntsagsdeller – fx de her toplækre (og iøvrigt min mest “gemte” opskrift på min Instagram-profil) sprøde quinoa-majs-deller.

Opskrift (2-3 personer):
4 håndfulde grønne bønner
2 håndfuld edamamebønner
2 fed hvidløg
15 gram smør
Salt og peber

Hak hvidløg med en grøntsagskniv og steg det i smørret et halvt minut, før du tilsætter bønnerne. Bønnerne er klar efter ca. 10 minutter. De skal lige have et par minutter til på panden, efter de ikke længere er frosne.

Tip: De frosne bønner kan godt frigive en del væde. Hæld lidt af det fra, så bønner får lov at stege i smørret – og ikke koge i vandet.

Grønkålssalat med æbler og balsamicodressing

grønkålssalat

Grønkålssalat er nem, hurtig og velsmagende aftensmad. Specielt hvis du køber grønkålen “klar til brug”, som jeg har gjort til denne salat. Der sidder ofte jord i grønkål, og det tager lidt tid at rengøre og snitte. Så hvis det skal være nemt, så er “klar til brug” vejen frem.

Du kan variere salaten til det uendelige. Men den her kombination er rigtig god, fordi kålen spiller godt sammen med de syrlige æbler og de søde mandriner. Dressingen lavet på balsamico, olivenolie og honning giver også salaten et ordentligt spark bagi . Det er mad, som smager af noget.

Salaten er lavet til at fungere som tilbehør. Men jeg spiser den ofte som hovedret, hvor jeg så tilføjer edamamebønner og feta for protein og fylde. Et godt stykke hjemmebagt brød er heller ikke af vejen.

Opskrift (2-3 personer):
3-4 håndfulde grønkål (frisk grønkål, hakket)
1 æble
1 mandarin (prøv også med appelsin!)
4-5 valnødder
Dressing: 3 spsk olivenolie, 2 spsk balsamico, 1 spsk akaciehonning, salt og peber.

Bland grønkål med de fintsnittede skiver af æble, mandarinbådene og de hakkede valnødder. Lav dressingen i en separat skål, før du hælder den over salaten. På den måde når salt og peber at opløse sig i væskerne, og dressingen fordeler sig bedre i salaten.

Fuldkornspasta med broccolicreme

Pasta med broccolicreme

Broccoli har det med pludseligt at blive dårligt i grøntsagsskuffen. Men det burde det ikke. For det er faktisk super nemt at få brugt til en lækker og hurtig pastaret. Det tager 10-15 minutter og så har du en skøn grøn ret, som også børnene kan lide.

Opskrift  (3-4 personer):
1 broccoli
15 gram smør
1/2 fed hvidløg
2 spsk parmasan og/eller feta
Lidt af kogevandet fra broccolien

Kog pasta og broccoli samtidig i hver deres gryde. Broccolien skal koge ca. 8 minutter, før den blendes med de andre ingredienser. Smag til med salt og peber og spæd lidt op med lidt af kogevandet fra broccolien, så broccolicremen får den rigtige konsistens til at kunne hældes over den varme pasta. Server med lidt olivenolie og revet parmasan.

Broccolicreme