Pesto appetizers med soltørrede tomater

Pesto appetizers med soltørrede tomater

De her små lækre pesto appetizers med soltørrede tomater er perfekte som hors d’æuvre til fest eller et middagsselskab – eller bare som en fancy lille eftermiddagssnack i eget selskab. Der er faktisk ikke noget dårligt at sige om dem. De smager fantastisk, de er nemme at lave, og så er det billig mad. Lav rigeligt – de smager af mere.

Pesto appetizers med soltørrede tomater (16 stk):
4 stykker toastbrød
4 soltørrede tomater
Parmasan 
En portion pesto (klik for opskrift)

Sådan gør du: 
Skær hvert toastbrød i fire lange stave (eller fire firkanter). Læg stavene på en bageplade og sæt pladen i en 180 grader varm ovn i 6-8 minutter. Brødene skal blive helt sprøde uden at få alt for meget farve. Mens brødene er i ovnen, laver du pesto. Læg også de soltørrede tomater i lidt vand, så de bliver blødere. Når brødene er ude af ovnen, smører du godt med pesto på hver brødstav og pynter med en parmasanskive og lidt soltørret tomat. Du kan også pynte med ristede pinjekerner, basilikumblade, vesterhavsost, hakkede nødder. Mulighederne er mange.

Tip: Pesto kan bruges til mange ting: det er godt på pizza og pasta, og som dressing i en sandwich eller på salat – men pesto kan også bruges til mere utraditionelle retter som gnocchi med spidskål og grønkålschips.

Bagt havregrød med rabarber-jordbærkompot

Bagt havregrød med rabarber-jordbærkompot

Her er opskriften på en fantastisk bagt havregrød med rabarber-jordbærkompot. Kombinationen af havregryn, bulgur, frø, kerner og nødder med en syrlig-sød rabarber-jordbærkompot er perfekt. Den grove bulgur giver lidt luft til massen, så den ikke bliver så kompakt. Alle her i huset har taget den bagte havregrød til sig- også i en version med chokolade og kokosmel i.

Den bagte havregrød kan spises som morgenmad, snack og dessert (med friske bær). Skær den i små hapsere, så er den god at have med på tur eller i madpakken. Enjoy 🙂

Bagt havregrød med rabarber-jordbærkompot:
5 dl havregryn
2 dl grov kogt bulgur
1 æg
1/2 banan
2 1/2 dl mælk
1 dl solsikkekerner
1/2 dl græskarkerner
1/2 dl chiafrø 
30 g mandler
1 spsk sukker
2 tsk bagepulver
1 tsk vaniljesukker
1 dl kompot
20 gram smør (til fadet)
1 fingerspids salt

Sådan gør du:
Rør ingredienserne sammen i en skål – pånær kompot, mandler og smør. Smør fadet med smeltet smør, og fordel havregrynsmassen jævnt i fadet. Brug en ske til at lægge små lommer af kompot rundt omkring på massen. Tryk massen let sammen. Læg fx en frysepose over og tryk med hænderne. Strø med hakkede mandler, og giv massen et sidste let tryk. Sæt i ovnen på 175 grader i 45-50 minutter. Den bagte havregrød skal ud, når den er gylden.

Du finder opskriften på kompotten under sommerdessert med rabarber-jordbærkompot med kammerjunkere.

Bagt havregrød med rabarber-jordbærkompot closeup

Tzatziki af skyr og bladselleri

Tzatziki af skyr og bladselleri

Prøver du at spise mere grønt? Så ved du sikkert, at der skal rettes et skarpt blik på dine mellemmåltider. De fleste hopper på et eller andet tidspunkt på de obligatoriske grøntsagsstave, og det kan være lidt kedeligt i længden. Men den her tzatziki lavet på skyr og bladselleri kan du få alt det kedelige til at ryge ned i en farlig fart. Det smager virkelig godt – og så får du både lidt ekstra grønt og et skud protein i en god fedtfattig blanding. Det er bare at komme i gang.

Tzatziki af skyr og bladselleri (2-3 personer):
3-4 spsk skyr
5 stilke bladselleri
1-2 fed hvidløg
1 spsk olivenolie
Salt og peber

Sådan gør du:
Rens bladsellerien og hak dem i en minihakker. Læg massen i en skål og tilføj skyr og presset hvidløg. Rør sammen med en ske og tilføj olivenolie. Smag til med salt og peber. 

Tip: Hvis du ikke er til tzatziki af skyr og bladselleri, så prøv den rigtige græske tzatziki (græsk yogurt og agurk). Du kan finde opskriften på græsk tzatziki her.

Kikærte-chokolader

Kikærte-chokolader

Første gang jeg hørte om kombinationen af chokolade og kikærter blev jeg nysgerrig, for som vegetar leder jeg altid efter nemme måder at få sneget mere protein ind i kosten. De her kikærte-chokolader er nok den nemmeste og mest lækre måde at få protein på – skjult i chokolade, som man, hånden på hjertet, nok alligevel ville fortære på en fredag aften.

Du kan lave kikærte-chokolader med to ingredienser: kikærter og chokolade. Meget enkelt. Og det smager himmelsk.

Opskriften nedenfor er en udvidelse af denne simple opskrift, for jeg har brugt både en mørk chokolade og en hvid chokolade – og så gemmer der sig chiafrø i chokoladen, for at gøre denne snack ekstra sund.

Opskrift ca. 10 stk:
1 dåse kikærter
50 gram hvid chokolade
50 gram mørk chokolade
1 spsk chiafrø

Skyl og afdryp kikærterne og spred dem ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Sæt dem i en 180 grader varm ovn en lille times tid – de skal blive sprøde, så de knaser, når de bliver dækket af chokolade.

Smelt den mørke og den lyse chokolade i hver deres vandbad. Og fordel halvdelen af kikærterne og chiafrøene i hver skål. På et stykke bagepapir sætter du de to chokolade-kikærte-blandinger sammen. Og så er det bare at vente på, at herlighederne tørrer. Det tager et par timer, og så er du klar til at imponere dig selv eller dine gæster med sunde hjemmelavede chokolade-snacks.

Du kan iøvrigt lave kikærte-chokolader i præcis den størrelse, som du har lyst til. Når jeg laver dem, får jeg ca. 10-11 chokolader.

Ps. Hvis du er interesseret i at læse lidt om vegetarkost og proteiner, så kan du starte her på sundhed.dk.

Closeup af kikærte-chokolader