Gulerods-latkes

Gulerods-latkes

Mangler du lidt inspiration til en hurtig frokost i hjemmekantinen? Så vil jeg lige slå et ekstra slag for de her små lækre gulerods-latkes.. De små hapsere kan laves af mange forskellige revne grøntsager og varieres med forskellig slags ost. I de her har gulerødder hovedrollen, og osten er revet cheddar. De smager så skønt – og specielt med en topping af hytteost og sprød bladselleri.

Gulerods-latkes (ca. 12 stk):
200 g gulerødder
100 g broccolistok
100 g kartofler
100 g revet cheddar
20 g smør
1/2-1 fed hvidløg
Salt og peber

Topping pr. hapser:
1 spsk hytteost
1 spsk hakket bladselleri 

Sådan gør du:
Skræl gulerødder, broccoli-stok og kartofler, og riv dem på et rivejern. Tilsæt revet cheddar, hvidløg og smeltet smør, og bland ingredienserne godt sammen. Smag til med salt og peber. Brug en spiseske til at placere små klatter af blandingen på en bageplade beklædt med bagepapir. Sæt i en 200 grader varm ovn i ca. 15 minutter. Server med topping af fx hytteost og bladselleri. 

Tip: Se også de lækre broccolistok latkes med kartofler. De smager lige så skønt.

Broccolistok latkes

Broccolistok latkes

De her lækre broccolistok latkes-agtige hapsere er så nemme at lave. Der er kun tre ingredienser. Det tager under ti minutter at forberede, dernæst 15 minutter i ovnen – og så har du en lækker forret, snack eller frokost. Det bedste er, at de er lavet af stokken fra broccoli, som man jo ellers ofte smider ud. Det gør man aldrig mere, når først man har lavet de her lækre hapsere. Min pige på fem, som er i kræsen-fasen lige nu, var vild med dem – og de blev alle spist stående, før vi nåede at sætte os til bords. Toppingen kan varieres til det uendelige, men hold op hvor den cremede hytteost og den friske, knasende bladselleri klædte dem. Det kan anbefales. 

Broccolistok latkes (ca. 12 stk):
150 g broccolistok
250 g kartofler
100 g revet mozzarella 
20 g smør
Salt og peber

Topping pr. hapser:
1 spsk hytteost
Hakket bladselleri 

Sådan gør du:
Skræl broccoli-stokken og kartoflerne, og riv dem på et rivejern. Tilsæt revet mozzarella og smeltet smør, og bland ingredienserne godt sammen. Smag til med salt og peber. Brug en spiseske til at placere små klatter af blandingen på en bageplade beklædt med bagepapir. Sæt i en 200 grader varm ovn i ca. 15 minutter. Server med topping af fx hytteost og bladselleri. 

Tip: Her er et godt bud på, hvad du kan bruge resten af broccolien til: De skønneste kartoffeltoppe med broccoli og mandler.

Broccolistok latkes closeup