Cremet pasta penne med courgetter

Cremet pasta penne med courgetter

Cremet pasta penne med courgetter er en ret, som jeg lavede første gang, da jeg sammen med en fransk veninde lånte hendes mormors hus på stranden i Saintes-Maries-de-la-Mer i Sydfrankrig for snart tusind år siden. Så retten minder mig om ungdom, lange sommerdage og nem mad spist med udsigt over havet.

Cremet pasta penne med courgetter tager ingen tid at lave – stort set kun den tid det tager at koge pasta. Og retten smager overraskende godt – meget bedre end du tror, når du ser de få ingredienser, som skal bruges.

Opskrift 2-3 personer:
250 gram pasta penne
1 (stor) courgette
2 porrer
5 spsk creme fraiche
2 fed hvidløg
4 spsk olivenolie
oregano, salt og peber
parmasan

Sådan gør du:
Mens du venter på, at pastavandet koger, kan du gøre grøntsagerne klar. Skær først courgetten på langs, og skær derefter skiver, så der laves små halvcirkler af courgetten. Snit porrer og hvidløg fint.

Når du kommer pastaen i vandet, er du klar til at stege hvidløg og porrer i olien et minuts tid. Kom derefter courgetterne på panden. De skal være bløde, før du tilsætter 4 spiseskefulde creme fraiche og krydderier. Herefter skal det have ca. fem minutter mere, før du tilsætter den kogte, afdryppede pasta og en ekstra skefuld creme fraiche.

Smag til med salt og peber inden servering. Retten toppes med parmasan, når du har portionsanrettet.

Tip: Retten fungerer rigtig fint alene, så det er sjældent, at jeg laver tilbehør til den. Men har du behov for lidt ekstra kulhydrater – og sådan er nogen dage – så servér retten med bruschetta. Skal det være mere let, kan du prøve med en lækker salat.

Farverig hverdagsratatouille

Farverig hverdagsratatouille

Denne farverige ratatouille kan pifte et hvert middagsbord op. Hverdagsmad behøver ikke at være kedelig, og det er den her ret bestemt ikke. Den er nem at lave og består af ingredienser, som de fleste måske allerede har i køleskabet og skufferne derhjemme. Den tager ca. 20-25 minutter at lave.

Opskrift (3-4 personer):
2 dåser flåede tomater
1/2 l grøntsagsbouillon
1 courgette
1 rød peberfrugt
1 gul peberfrugt
1 rødløg
1 dåse røde bønner (kidney bønner)
1-2 fed hvidløg
Friske krydderier, fx timian og/eller basilikum
Olivenolie, salt og peber

Snit hvidløg og rødløg og steg dem i olivenolien et minuts tid, før du tilføjer de grofthakkede grøntsager. Vend det hele i gryden et par minutter, før du kommer de flåede tomater og bouillonen i. Det skal koge i ca. 15 minutter, før du tilføjer bønnerne i. Husk, at bønnerne skal vaskes, før du kommer dem i gryden. Kog i yderligere fem minutter med bønner.

Kog pastaen til den er al dente. Der skal helst være et godt bid i pastaen, og specielt en større pasta som rigatoni er velegnet. Du skal bruge en kvalitetspasta, for de bevarer deres bid bedre end de billige.

Retten toppes med grønt (fx hakket grønkål eller basilikum), finthakket rødløg og hytteost.