Her er opskriften på en fantastisk bagt havregrød med rabarber-jordbærkompot. Kombinationen af havregryn, bulgur, frø, kerner og nødder med en syrlig-sød rabarber-jordbærkompot er perfekt. Den grove bulgur giver lidt luft til massen, så den ikke bliver så kompakt. Alle her i huset har taget den bagte havregrød til sig- også i en version med chokolade og kokosmel i.
Den bagte havregrød kan spises som morgenmad, snack og dessert (med friske bær). Skær den i små hapsere, så er den god at have med på tur eller i madpakken. Enjoy 🙂
Bagt havregrød med rabarber-jordbærkompot:
5 dl havregryn
2 dl grov kogt bulgur
1 æg
1/2 banan
2 1/2 dl mælk
1 dl solsikkekerner
1/2 dl græskarkerner
1/2 dl chiafrø
30 g mandler
1 spsk sukker
2 tsk bagepulver
1 tsk vaniljesukker
1 dl kompot
20 gram smør (til fadet)
1 fingerspids salt
Sådan gør du:
Rør ingredienserne sammen i en skål – pånær kompot, mandler og smør. Smør fadet med smeltet smør, og fordel havregrynsmassen jævnt i fadet. Brug en ske til at lægge små lommer af kompot rundt omkring på massen. Tryk massen let sammen. Læg fx en frysepose over og tryk med hænderne. Strø med hakkede mandler, og giv massen et sidste let tryk. Sæt i ovnen på 175 grader i 45-50 minutter. Den bagte havregrød skal ud, når den er gylden.
Du finder opskriften på kompotten under sommerdessert med rabarber-jordbærkompot med kammerjunkere.