De her lækre broccolistok latkes-agtige hapsere er så nemme at lave. Der er kun tre ingredienser. Det tager under ti minutter at forberede, dernæst 15 minutter i ovnen – og så har du en lækker forret, snack eller frokost. Det bedste er, at de er lavet af stokken fra broccoli, som man jo ellers ofte smider ud. Det gør man aldrig mere, når først man har lavet de her lækre hapsere. Min pige på fem, som er i kræsen-fasen lige nu, var vild med dem – og de blev alle spist stående, før vi nåede at sætte os til bords. Toppingen kan varieres til det uendelige, men hold op hvor den cremede hytteost og den friske, knasende bladselleri klædte dem. Det kan anbefales.
Broccolistok latkes (ca. 12 stk):
150 g broccolistok
250 g kartofler
100 g revet mozzarella
20 g smør
Salt og peber
Topping pr. hapser:
1 spsk hytteost
Hakket bladselleri
Sådan gør du:
Skræl broccoli-stokken og kartoflerne, og riv dem på et rivejern. Tilsæt revet mozzarella og smeltet smør, og bland ingredienserne godt sammen. Smag til med salt og peber. Brug en spiseske til at placere små klatter af blandingen på en bageplade beklædt med bagepapir. Sæt i en 200 grader varm ovn i ca. 15 minutter. Server med topping af fx hytteost og bladselleri.
Tip: Her er et godt bud på, hvad du kan bruge resten af broccolien til: De skønneste kartoffeltoppe med broccoli og mandler.