Farverig breakfast bowl

Farverig breakfast bowl

En farverig breakfast bowl er noget af det bedste, man kan spise om morgenen. Den her er lavet med en bund af skyr under frugt og bær – så det er en god kombination af protein, vitaminer og antioxidanter.

Og morgenmaden kan være så lækker, at en lille pilfinger ikke kan holde sig tilbage. Jeg nåede ikke at tage et ordenligt billede, før min treårige søn rakte ind efter skeen for at smage på lækkerierne. Begge mine børn elsker de her farverige, “pyntede” breakfast bowls.

Den her er meget nem at lave, du skal ikke engang finde blenderen frem.

Ingredienser 1-2 personer:
3 spsk skyr
1 kiwi
1/2 grapefrugt
10 hindbær
2 (store) jordbær
2 spsk mysli
10 mandler
1/2 spsk solsikkekerner
1/2 spsk chiafrø

Sådan gør du:
Fordel skyr i en fladbundet skål og pynt med frugt, bær og mysli. Strø med chiafrø, mandler og solsikkekerner. Du kan hælde lidt akaciehonning over, hvis du kan lide lidt ekstra sødme. Personligt foretrækker jeg at bruge lidt honning, når topping består af grapefrugt og hindbær, som jo kan være henholdsvis bitre og sure.

Opskriften på farverig breakfast bowl er på 1-2 til personer, fordi jeg sjældent får lov at spise min mad alene, børnene skal altid smage med – også selvom de lige har spist. Så ja, jeg laver altid en portion til den store side. Hvis du ikke har det her problem, eller generelt bare er småtspisende om morgenen (jeg skal bare have kaffe-typen), så kan du nøjes med 2 spsk skyr og måske lidt færre hindbær.

Tip: Hvis du har lidt mere tid, så kan du blende skyr med bananer og frosne bær, så du får en skøn lyserød smoohie bowl.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.