Hvide asparges med pinjekerner og brunet smør er en dejlig forårsret. De friske hvide asparges kan nemlig noget helt særligt. De har mere “fylde” end de grønne asparges, og de kan fungere fint som en selvstændig (for)ret. Her serverer jeg dem med syrlig brunet smør, persille og smørstegte pinjekerner. Det står helt klart på menuen igen meget snart! Det er så enkelt og delikat.
Stedmoderblomster er bare pynt, men de kan sagtens spise. Børnene synes, det er så sjovt med spiselige blomster, men det kræver mere end smukke blomster at få dem til at spise asparges. Men det er så fint, så er der mere til mig.
Ingredienser (2 personer):
Et bundt asparges (ca. 8 stk)
25 gram smør
1/2 citron
1 spsk pinjekerner
1/2 dl parmasanflager
Persille, salt og peber
Sådan gør du:
Skyl og skræl de hvide asparges (hovedet skal ikke skrælles) – og husk at knække enderne af. De lægges i kogende vand og koger ca. 3 minutter. Hæld lidt kold vand i gryden, og lad de hvide asparges stå, mens du bruner smør og laver parmasanflager (med en kartoffelskræller). Bland brunet smør med saft fra en halv citron og tilføj lidt salt og peber. I gryden, hvor du smeltede smøret, rister du pinjekernerne, indtil de bliver let gyldne. Placer asparges på et fad og hæld smørblandingen over og drys med parmasanflager, pinjekerner og persille (og evt. stedmoderblomster).
Tip: Hvis du kan lide hvide asparges med pinjekerner og brunet smør, og du, ligesom mig, er fuldstændig vild med asparges, så prøv også at lave Grillet hjertesalat med grønne asparges. Salaten smager fantastisk, og her bruges også pinjekerner og parmasan. Ja, jeg er fan af begge dele!
Pingback: Risotto med hvide asparges - Greenfoodie