Hjemmelavet sprøde minipizzaer er et hit hjemme hos mig. I en meget travl hverdag laver vi pizza med pizzadej, som er købt færdiglavet. Det fungerer fint – men det er faktisk ikke ret svært at smække en pizzadej sammen. Pizzadej kan endda laves dagen før, hvis man tilhører planlægger-segmentet 🙂
Det gode ved hjemmelavet pizza er, at du kan gøre pizzaspisning til en forholdsvis sund beskæftigelse. I den her dej har jeg blandet havregryn og chiafrø, og du kan ikke smage det. Specielt ikke hvis du – ligesom jeg har gjort – topper pizzaerne med stærk (chili) tomatsovs, rød peber, ricottaost, mozzarellaost og frisk basilikum.
Ingredienser 6 minipizzaer (18-20 cm i diameter):
375 gram hvedemel
50 gram havregryn
1/2 spsk chiafrø
2 1/2 dl vand
25 gram gær
1 spsk olivenolie
1/2 tsk salt
Sådan gør du:
Opløs gæren i lunken vand, og tilføj resten af ingredienserne. Dejen skal æltes, indtil den bliver fast og “lidt tør i det”, før den sættes til at hæve et lunt sted i minimum 30 minutter. Efter dejen har hævet, slås den ned og deles i seks kugler, der rulles til tynde pizzabunde. Fordel din foretrukne sovs og topping på pizzaerne, og kom dem i en 200 grader varm ovn (varmluft) i ca. 12-15 minutter.
Det er meget vigtigt, at pizzabundene rulles helt tynde, når du laver sprøde minipizzaer – ellers bliver de nemlig hverken sprøde eller lækre. Det er også værd at huske, at pizzabundene hæver lidt videre i ovnen. og dermed får de lidt mere fylde her.
Server pizzaerne med en lækker salat. Det oplagte valg er den italiensk inspirerede caprese-salat med jordbær, men du kan også prøve med et mere utraditionelt valg som grillet hjertesalat med asparges.
Tip: Lav gerne dobbelt op af dejen, så kan du nemlig også lave sprøde miniature kanelsnegle, som specielt børnene vil elske.