De her havregrynsboller med chiafrø er bare så lækre og nemme at lave. Jeg har lavet dem en halv million gange (næsten), for det kan ikke gøres meget bedre, når det kommer til boller efter min mening. Havregrynsboller er ikke raketvidenskab, og mange har deres egen version, som de har lavet i årevis. Du har måske også en yndlingsopskrift på havregrynsboller med en hemmelig ingrediens? I mine boller er den hemmelige ingrediens chiafrø. Jeg kan også finde på at lave dem med hampefrø eller solsikkekerner. Alle versioner af havregrynsboller er perfekte til morgenbordet, så brug to minutter på at lave dejen i dag, så kan du nemt smække bollerne i ovnen i morgen tidlig.
Havregrynsboller med chiafrø (14-16 stk):
700 g hvedemel
400 g havregryn
25 g gær
1 l vand
1 dl chiafrø
2 spsk honning
2 tsk salt
Evt. Solsikkekerner og/eller hampefrø
Sådan gør du:
Opløs gæren i vandet, og tilsæt honning, salt og chiafrø. Tilsæt havregryn og tilfør mel lidt efter, mens du rører i skålen. Du behøver ikke at ælte med hænderne. Dæk dejen over med et klæde og sæt i køleskabet i mindst 8 timer. Jeg laver den om aftenen, så er dejen klar til næste morgen. Drys lidt mel på hænderne og form bollerne hurtigt, inden dejen bliver varm og klæber til fingrene. Sæt i ovnen på 200 grader i ca. 30 minutter, lidt afhængig af bollerne størrelse.
Tip: Leder du efter en bolle til suppen, så prøv de små sunde nøddebrød.