Kål med kål. Kan man det? Selvfølgelig kan man det. Her er mit bud: Gnocchi med ovnbagt spidskål og grønkålschips – serveret med hjemmelavet pesto. Det er en herlig grøn ret med gode smage. Den tunge bløde gnocchi går godt sammen med den friske spidskål og de sprøde grønkålschips. Pesto og parmasan binder det hele sammen og gør det til en velsmagende efterårsret.
Gnocchi med spidskål og grønkålschip (2-3 personer):
1 pakke gnocchi (se kogetid på pakken)
Grønkålschips:
4 stilke grønkål
3 spsk olivenolie
Salt og peber
Pesto:
25 g pinjekerner
1 meget stor håndfuld friske basilikumblade
30 g parmasan
1/2-1 fed hvidløg
Olivenolie, salt og peber
Den nemme opskrift på ovnbagt spidskål kan du se her
Sådan gør du:
Pil grønkål af stilkene, så du får nogle små mundrette stykker. Læg dem i en skål og vend dem i olivenolie, salt og peber. Fordel grønkål på en beklædt bageplade og bag i ovnen (alm.) på 200 grader i ca. 7 minutter. Mens chipsene er ovnen, sætter du vand over til gnocchi og laver pesto. Rist pinjekerner på panden i lidt olie. Hæld kernerne i et blenderglas sammen med de andre pesto-ingredienser. Start blot med en smule olie (fx 1/2 dl) og tilføj undervejs, mens du blender med din stavblender. Så sikrer du, at du får præcis den konsistens, som du ønsker. Kog gnocchi og server rygende varme med grønkålschips og ovnbagt spidskål toppet med pesto og evt. et drys parmasan.
Tip: Hvis du er til meget grønne (som i farven grøn), som prøv også at lave fuldkornspasta med broccolicreme.