Grov bulgursalat med edamamebønner

Grov bulgursalat med edamamebønner

Sommervarmen kalder på et let aftensmåltid. For mig er det ofte en god salat. Den her bulgursalat med edamamebønner og sambal oelek-dressing er en nylig favorit, da jeg er gået hen og blevet grundigt forelsket i grov bulgur. Et stærkt tvist med sambal oelek i dressingen er skønt, men det skal ikke være for voldsomt. Man skal bare mærke varmen i salaten. Det bedste ved at lave en bulgursalat er, at børnene bare kan spise bulguren, hvis de ligesom mine synes, at grønt godt kan blive for meget.

Grov bulgursalat med edamamebønner (2 personer):
12 spsk kogt grov bulgur
1 gulerod
50 g edamamebønner 
8 solmodne tomater (fx san marzano)
1/2 agurk
Persille

Dressing:
2 spsk olivenolie
1-2 tsk sambal oelek
1 tsk akaciehonning
1 tsk balsamico
Salt og peber

Sådan gør du:
Hak gulerødder, tomater og agurk, og vend det sammen med den kogte bulgur (følg anvisninger på posen). Bulguren må godt være lun, når du bruger den. Når edamamebønnerne er optøet og klar til brug (se posen), vendes de i salaten. Overhæld salaten med den sammenrørte dressing og pynt med persille. 

Hvis du er veganer, kan du sikkert udskifte akaciehonningen med ahornsirup. Jeg har dog ikke prøvet endnu – men det skal jeg have gjort. 

Tips: Tjek lige min opskrift på bagt havregrød med rabarber-jordbærkompot, hvor jeg bruger grov bulgur. Det smager så lækkert, så det kan godt betale sig at koge lidt ekstra bulgur, så du også kan smække den bagte lækkerhed sammen. 

Grøn bønnesalat med hvidløg

Grøn bønnesalat med hvidløg

I grøn bønnesalat med hvidløg bruger jeg to slags bønner: haricot vert (grønne bønner) og edamamebønner. De to slags bønner har forskellig tekstur, og det gør salaten spændende at sætte tænderne i. De grønne bønner er seje, og edamamebønnerne er sprøde, og de fungerer rigtig godt sammen, når først de bliver vendt i smør på en varm pande.

Denne alternative grønne salat har mange fordele: 1) Den er super nem at lave, 2) Den er sund og har et højt proteinindhold, 3) Ingredienserne opbevares i fryseren, så den kan laves når som helst – og ikke bare, når du har et salathoved i grøntsagsskuffen, der skal bruges.

Grøn bønnesalat med hvidløg fungerer godt til næsten alt. Men jeg kan specielt godt lide til den kartoffelmos eller som tilbehør til grøntsagsdeller – fx de her toplækre (og iøvrigt min mest “gemte” opskrift på min Instagram-profil) sprøde quinoa-majs-deller.

Opskrift (2-3 personer):
4 håndfulde grønne bønner
2 håndfuld edamamebønner
2 fed hvidløg
15 gram smør
Salt og peber

Hak hvidløg med en grøntsagskniv og steg det i smørret et halvt minut, før du tilsætter bønnerne. Bønnerne er klar efter ca. 10 minutter. De skal lige have et par minutter til på panden, efter de ikke længere er frosne.

Tip: De frosne bønner kan godt frigive en del væde. Hæld lidt af det fra, så bønner får lov at stege i smørret – og ikke koge i vandet.