Her kommer en salat i favorit-kategorien. Yum, siger jeg bare. Bimi, også kaldet aspargesbroccoli, er bare så lækre. De har en delikat, nøddeagtig og mild smag, og jeg tror faktisk, at jeg kan spise dem som slik. Jeg melder allerede nu, at de bliver min favoritspise det her forår. De fungerer virkelig godt i denne meget grønne salat – og så tager det ingen tid at lave. Jeg har købt spinat pg ruccola skyllet og klar til brug, så jeg brugte under ti minutter på at smække denne smukke ret sammen.
Babypinatsalat med aspargesbroccoli (bimi):
100 g bimi
3 håndfulde babyspinatblade
1 stor håndfuld ruccola
1/4 agurk
75 g frisk mozzarella
4 valnødder
Dressing:
2 spsk olivenolie
1 spsk balsamico
1 spsk citronsaft
Salt og peber
Sådan gør du:
Skyl bimi, og kog dem spilkogende vand i 3-4 minutter. Fordel spinatbladene og ruccola på et fad. Skær agurk og mozzarella og fordel over den grønne salatbund. Strø med hakkede valnødder. Placer afdryppede bimi på salaten og overhæld med dressing.
Tip: Er du glad for aspargesbroccoli og nemme retter, så prøv også ovnbagt omelet med aspargesbroccoli.
.