Ovnbagt omelet med aspargesbroccoli

Ovnbagt omelet med aspargesbroccoli

Super nem og sund aftensmad kan sagtens også være noget, som kan serveres for gæster. Det synes jeg i hvert fald, at den her smukke ovnbagte omelet med bimi (aspargesbroccoli) kan. Specielt hvis man laver omeletten i små ildfaste portionsfade, så hver person får sit eget lille kunstværk. Men gæster eller ej, så er det en ret med en tilberedningstid på under ti minutter, så den er super velegnet som en hurtig hverdagsret. Og ps. børnene spiser det også.

Ovnbagt omelet med aspargesbroccoli:
75 g aspargesbroccoli/bimi 
3 æg
3 spsk mælk
1 håndfuld revet mozzarella
6 spsk hytteost 
Salt og peber 

Sådan gør du:
Kog aspargesbroccolien i spilkogende vand i ca. 3 minutter. Bland æggemassen med alle de andre ingredienser. Hæld massen i to små ildfaste fade (eller i et stort). Placer de afdryppede aspargesbroccoli i massen, de skal danne et fint mønster, og de skal ikke dækkes af æggemassen. Sæt fadene i en 200 grader varm ovn i ca. 15 minutter. Hold øje med det, ovntiden afhænger af fadets størrelse (og din ovn). 

Tip: Aspargesbroccoli smager også fantastisk i salater. Prøv fx den her skønne babyspinatsalat med aspargesbroccoli.

Babyspinatsalat med aspargesbroccoli

Babyspinatsalat med aspargesbroccoli

Her kommer en salat i favorit-kategorien. Yum, siger jeg bare. Bimi, også kaldet aspargesbroccoli, er bare så lækre. De har en delikat, nøddeagtig og mild smag, og jeg tror faktisk, at jeg kan spise dem som slik. Jeg melder allerede nu, at de bliver min favoritspise det her forår. De fungerer virkelig godt i denne meget grønne salat – og så tager det ingen tid at lave. Jeg har købt spinat pg ruccola skyllet og klar til brug, så jeg brugte under ti minutter på at smække denne smukke ret sammen. 

Babypinatsalat med aspargesbroccoli (bimi):
100 g bimi
3 håndfulde babyspinatblade
1 stor håndfuld ruccola 
1/4 agurk
75 g frisk mozzarella 
4 valnødder 

Dressing:
2 spsk olivenolie
1 spsk balsamico
1 spsk citronsaft
Salt og peber

Sådan gør du: 
Skyl bimi, og kog dem spilkogende vand i 3-4 minutter. Fordel spinatbladene og ruccola på et fad. Skær agurk og mozzarella og fordel over den grønne salatbund. Strø med hakkede valnødder. Placer afdryppede bimi på salaten og overhæld med dressing. 

Tip: Er du glad for aspargesbroccoli og nemme retter, så prøv også ovnbagt omelet med aspargesbroccoli.

.