I slutningen af juli er det ved at være sidste chance for at høste rabarber. Så afsted med dig, hvis du har stadig har rabarber i haven. Jeg fik 250 gram ud af min sidste høst, og det var lige nok til at lave en lækker rabarberkompot til denne skønne friske sommerdessert. Jeg puttede også 50 gram jordbær i, så kompotten blev ekstra sød og lækker.
Sommerdessert med rabarber-jordbærkompot og kammerjunkere (4 personer):
250 g rabarber
50 g jordbær
50 g sukker
3-4 spsk vand
1/2 vaniljestang
8 spsk skyr (2 spsk pr. person)
12 kammerjunkere (3 pr. person)
Lavendel
Sådan gør du:
Rens rabarberne og skær dem i 1 1/2 cm tykke skiver. Læg dem i en gryde sammen med de skyllede og halverede jordbær. Kog i 20-25 minutter sammen med sukker, korn fra en 1/2 vaniljestang og vand. Lad kompotten køle lidt af, mens du placerer skyr i fire små skåle. Fordel kompotten ovenpå skyren og slut af med knuste kammerjunkere. Pynt med lavendel, så får du en rigtig fin sommerdessert. Men ikke for meget, da lavendel har en kraftig og parfumeret smag.
For en sødere dessert kan du blande lidt flormelis i skyren – og lidt mere vanilje skader ingen.
Tip: Når du laver sommerdessert med rabarber-jordbærkompot, er det en god idé at gemme bare en lille smule af kompotten og lave den lækreste bagte havregrød med kompot, bulgur og en masse frø, nødder og kerner. Det smager fantastisk og kan bruges som morgenmad, snack eller dessert. Du vil ikke fortryde det 🙂
Pingback: Bagt havregrød med rabarber-jordbærkompot - Greenfoodie