Kage med æbler og mandler

Kage med æbler og mandler

Denne super lækre kage med æbler og mandler smækker jeg tit sammen (for den smager SÅ godt!!) Den her gang er den lavet vegansk med Vegan Block i stedet for smør, havremælk i stedet for komælk og hørfrøskum i stedet for æg. Det er nemt, og det er bare en af de små valg, som jeg gør for at mindske mit forbrug af produkter, der kommer fra dyr. Det kan være svært at tage et valg om at leve 100 % vegansk, men det er ikke svært at tage et valg om fx at bage med Vegan Block og plantemælk. Der er så meget sukker i en kage, at du ikke kan smage forskellen – så man kan i hvert fald ikke tale om at skulle gå på kompromis med smag for at tage et dyre- og klimavenligt valg.

Kage med æbler og mandler:
80 gram blødt smør (eller vegan block)
3 æg (eller 150 g hørfrøskum)
200 gram mel
100 gram sukker
2 tsk vaniljesukker
2 tsk bagepulver
1-2 spsk hampefrø (kan undlades)
2 spsk mælk
1 revet æble

Topping:
2 æbler
1 håndfuld mandler
Kanelsukker

Sådan gør du:
Bland smør og sukker sammen til en luftig masse med en håndmixer. Tilføj et æg af gangen og dernæst bland mel, bagepulver, vaniljesukker og æble i dejen. En smule mælk tilføres, hvis dejen er tør. Hæld dejen i en springform – hvis den er meget stor, vil jeg anbefale at bruge 1/4 mere af alle ingredienser. Skær tynde æbleskiver og hak mandler og pynt kagen med det. Strø kanelsukker over kagen og bag den i ovnen på 200 grader i ca. 35 minutter. 

Om hørfrøskum: hørfrøskum er en super fin æggeerstatning – og du laver “et æg” ved at koge 1/2 l vand med 50 g hele hørfrø i ca. 5 minutter under omrøring. Si frøene fra, og når massen er afkølet, har du hørfrøskum. 

Tip: Hvis du er lækkersulten, men helst ikke vil have helt så meget smør og sukker, så prøv at lave bananbrød.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.